I 1880 kom den nybagte teol. kand. Georg Valdemar Brücker til Øster Starup sogn som kapellan for sognepræsten. Med en grundtvigsk kapellan ville man forsøge at holde sognebåndsløserne hjemme. En del grundtvigske sluttede op omkring Brücker, men stridigheder opstod også, især da Vilhelm Beck blandede sig i forholdene i sognet. For at slippe for problemerne greb de kirkelige myndigheder (biskoppen) til den udvej at bede sognepræsten om at tage sin afsked, så slap man nemlig for kapellanen uden at kunne blive beskyldt for at have afskediget ham. Hans forkyndelse var utraditionel, men hans embedsførelse havde man ikke noget at udsætte på.

60 familier besluttede sig til at danne valmenighed med Brücker som præst, da det blev klart, at Brücker ikke kunne blive sognepræstens efterfølger. I foråret 1887 blev kirkebyggeri påbegyndt. Stedet blev den sydlige ende af Ågård, men Dons havde også været på tale. Kirken blev indviet den 4. december 1887, men inden da havde myndighederne nægtet Brücker anerkendelse som valgmenighedspræst. Man beskyldte ham for at have brudt sit præsteløfte, fordi han havde udtalt, at han ikke ville lade sig hovmesterere af Skriften, og at han læste Biblen som en bog af Björnson, hvem Brücker iøvrigt ikke havde meget til overs for. Både Brücker og menigheden følte, at de var blevet smidt ud af folkekirken og tvunget ud i frimenighed. Mange præster deltog i indvielsen af kirken og modtog i den anledning både bøde og irettesættelse fra myndighederne.

Efter et bispeskifte i 1896 modtog Brücker anerkendelse som valgmenighedspræst, selvom han afviste at genaflægge sit præsteløfte. Frem til 1922 var Brücker valgmenighedspræst, men i anledning af genforeningen søgte kirkelige kredse, under påskud af at ville fremme demokratiet, at få indført bestemmelser, der senere kunne danne grundlaget for en selvstændig kirkeforfatning. Brücker vendte sig kraftigt imod, at "folkekirken (blev) forvandlet til en anstalt for kirkeligt interesserede" og trådte ud af folkekirken i protest, og menigheden fulgte ham med ud i frimenighed igen. Den skarpe reaktion fra Brücker og andre medførte, at tankerne om en selvstændig kirkeforfatning ikke blev realiseret.

Brücker var præst i Ågård til sin død i 1929, med tiden i Øster Starup bliver det i alt 49 år. Udadtil i det øvrige land blev han kendt som den skarpe polemiker og venstreradikale grundtvigianer. Han kæmpede for kirkelig frihed, både for Moe i Harboøre og Rørdam i Ryslinge. Brücker var ikke enig, men han kæmpede for deres ret til at sige det, de sagde. Han gjorde sit til, at Kirkeligt Samfund af 1898 blev en skikkelig grundtvigsk foredrags- og bispevalgsforening, men modtog vist ikke nogen tak for opmærksomheden i den anledning. Og frem for alt trådte Brücker i brechen for sin gode ven Jakob Knudsen, da landets kirkelighed rottede sig sammen i sin forargelse over ham.

Indadtil i menigheden kendte man Brücker fra en anden side. Her oplevede man ham som et varmt og mildt menneske med lune og sans for festlighed. Menigheden hang ved ham, også selvom den ikke altid var enig med ham. Han havde menighedens tillid, og den frihed, han undte andre, gav den ham. Han ønskede ikke eftersnakkere, men selvstændig stillingtagen.