Severin Jørgensen

Jens Severin Jørgensen blev født 1842 i Rostrup ved Hobro som søn af en familie med rod i de gudelige vækkelsesbevægelser, der var gået over landet i forrige slægtsled. Hans fader, Peter Michael Jørgensen, hørte til de gamle landsbydegne, der var blevet kristeligt og folkeligt vakt. Han havde på Snedsted Seminarium siddet på skolebænk med Christen Kold, og han havde været i København, hvor han havde hørt Grundtvig prædike.

 

Severin Jørgensen drømte om et bedre samfund. Endnu inden den første brugsforening i Danmark, Thisted Arbejderforening, havde set dagens lys, havde han planer om, at forbrugerne selv skulle overtage vareforsyningen.

Da han i 1875 blev tilbudt stillingen som uddeler i den forholdsvis nystartede brugsforening i Vester Nebel ved Kolding, begyndte hans planer for alvor at tage form. Jens Severin Jørgensen væbnede sig til kamp mod den etablerede engroshandel ved at foreslå nabobrugserne i lokalområdet, at man gik sammen om indkøbene for derved at opnå større rabatter. Det lykkedes ham at få nogle stykker med på idéen, og som årene gik, kom flere og flere med i fællesskabet.

I 1883 skrev han et brev til landets 150 brugsforeninger og forelagde dem resultaterne fra Kolding-området. Han tilbød de øvrige brugsforeninger, at de også kunne være med i fællesskabet, og han tilbød samtidig, at han ville gøre indkøbene for sin egne penge, i sit eget navn, således at risikoen helt og aldeles var hans. De i fællesskabet deltagende brugsforeninger skulle kun forpligte sig til at købe hele deres behov i visse varetyper i ét år, og så skulle Severin Jørgensen blot have 1% af omsætningen. Kun 12 brugsforeninger turde indlade sig på forsøget.

 

Severin Jørgensen var kasserer i den første bestyrelse for Ågård Frimenighed.

Han dør i 1926 og er begravet på Ågård Frimenigheds kirkegård

 

Ågård Frimenighed, Kirkebakken 6, Ågård, 6040 Egtved, tlf.: 75 55 31 22 Webmaster: Henrik Jensen
Lav din egen hjemmeside med mono.net